Arbejds baggrund:
Jeg har siden 1997 arbejdet med unge mennesker i aldersgruppen 8-18 år, i ungdoms klubber og fritidshjem. Desuden har jeg i en årrække arbejdet på en døgninstitution i Frederiksværk, hvor mit arbejde bestod i at observere og motivere beboerne til at få deres dagligdag til at hænge bedre sammen. Dette for at få dem til at udvikle og udfolde såvel deres psykiske som fysiske potentiale, gennem forskellige aktiviteter. Det være sig alt fra socialt udviklende færdigheder, til sportslige aktiviteter. I 2010 blev jeg ansat på et behandlingshjem for autistiske børn, hvor jeg, udover mit daglige virke, har haft - og stadig har, stor succes med et atv projekt, der både inddrager stedets skoleelever og døgninstitutionens øvrige beboere.
Motocross baggrund:
Motocross har altid indtaget en central plads i mit liv. Jeg startede med at køre motocrossløb, da jeg var 5 år gammel, og som 6 årig vandt jeg mit første klubmesterskab. Som 10-årig vandt jeg det første uofficielle danmarksmesterskab i 80cc. Derefter har lysten til at arbejde målrettet for at stå øverst på skamlen, været så stor en drivkraft, at det har resulteret i 23 danske mesterskaber og et Europa mesterskab. Dette har gjort, at jeg fra 1988 til og med år 2000 har været optaget i Team Danmark. Derfor har jeg fået en stor erfaring i, at kunne sætte mig mentalt op til konkurrencer. Derudover har jeg fået et stort indblik i, hvor vigtigt det er, at have den optimale kondition. Jeg har også erfaret, hvor stor betydning konditionen har for udviklingen, for den enkelte kører på crosseren. Kvalitet er vigtigere end kvantitet, både hvad angår kondition og den effektive træning på crosseren.
Træningsskolens indhold:
Den træningsskole, jeg har etableret både i Danmark, Sverige, Italien, USA og Frankrig, er baseret på mit ønske om at videregive min viden om fysisk- og mental- træning, samt tekniske teorier. Dette indebærer bl.a. start- nedbremsnings- sving- accelerations- positions- hop- balance- planlægnings-, og koordinationsteknik. Jeg lægger vægt på, at mine træningsskoler, der varer fra 1 – 6 dage, max. 5 timer på banen og 2,3 timers effektiv kørsel pr. dag, udvikler den enkelte kørers potentiale. Dette sker bl.a. ved, at jeg i samarbejde med den enkelte, tager hånd om deres individuelle mål.
|
|
 |